Bliv gift på et krydstogtskib

Flere rederier har aflyst muligheden for at passagerer kan blive gift om bord, selv om mange af dem har et decideret bryllupskapel. Det har simpelthen taget overhånd, og i hvert fald er den tid forbi, da kaptajnen også havde præstens rolle. Han kunne efterhånden ikke få tid til at være på broen.

Flere tilbyder nu, at vielsen kan foregå om bord, mens skibet ligger i havn. Da kan en præst nøjes med nogle timer uden at behøve at sejle med i en uge eller mere. Brylluppet kan for parret og inviterede gæster fortsætte på havet.

Nu går Cunard Line den mere direkte vej. Bliv gift om bord, måske midt ude på Atlanten på vej fra New York til Southampton. Det er første gang i rederiets 171 årige historie.

Præsident Peter Shanks siger, at mange konkurrenter er ved at have big business på bryllupper. ”Vi får en masse forespørgsler, især om vielser ude midt på Atlanten. Noget som ingen andre kan tilbyde i samme målestok.

Vi vil tilbyde en række bryllupspakker allerede i næste måned til 2012 på alle vore tre skibe Queen Mary, Queen Elizabeth og Queen Victoria. Vi starter salget i december.”

Det oplyses ikke, hvem der skal stå for selve vielserne.

 

Skrevet af Ejvind Olesen