Blog: Sandhedens time i dansk turisme

Af Ejvind Olesen

 

Vi vidste det godt lidt. At tyskerne på det nærmeste har halveret deres antal af feriedøgn. Vi vidste også, at der har været visse kritikpunkter omkring kvaliteten. I sin tid om gamle sommerhusmøbler. Nu om dyre priser og mangel på oplevelser.

 

Alligevel var det hård ord om dansk turisme, da adm. direktør Jan Olsen berettede forleden ved et møde i Danske Rejsejournalister. Således mener hollænderne, at Danmark har lukket i påsken. Det er det tidspunkt, da Holland viser sine blomstrende tulipanmarker frem, og hollænderne åbenbart selv gerne vil en smuttur til udlandet.

 

Bornholm får også en rem af huden. Den danske solskinsø har kun en sæson på to måneder, så lukkes der ned. Det må vel være noget i retning af midt i juni til midt i august.

 

Jeg har selv et par gange kørt rundt på Bornholm i dejligt sommervejr sidst i august og erfaret, hvor mange der har lukket, fordi skoleferien var forbi.

 

Lidt synd for Bornholm gør det fremragende på diverse ferieudstillinger, men det med at holde åbent hele året kniber det med.

 

Noget er der imidlertid om påstanden med den korte sæson over hele landet. ”Ja, men der kommer jo ingen gæster til vore hoteller eller til byen, og så kan det ikke betale sig at holde åbent.”

 

Det hører vi igen og igen. Det er den med hønen eller ægget om igen. Og ikke mindst den med markedsføringen. Skal tyskere og hollændere vækkes og opdage, at vi nu holder åbent, da koster det markedsføring og PR, der vil noget.

 

Ingen af delene er imponerende, hverken lokalt i Danmark eller for turister på dansk ferie. Tænk engang på, hvilke summer charterbranchen bruger for at lokke danskere til udlandet. Og hvor lidt der bruges for at holde dem hjemme. Det sidste er i øvrigt udelukkende en sag for lokale turistforeninger og erhvervet. VisitDenmark skal kun markedsføre i udlandet.

 

VisitDenmark har en klatskilling på 130 mio. om året. Det er småpenge efter international målestok. Erhvervets egne bidrag er knapt nok til at matche, selv om det egentlig var meningen.

 

Kunne vi ikke gøre det lidt bedre?

Skrevet af Ejvind Olesen