Boeing havde kreativ testflyvning

Foto fra Flightradar24.com viser Boeings testflyvning skabe ”tegning” af en B787 Dreamliner over USA.

LUFTFART: Forleden testede Boeing flymotorer til den kommende største udgave af sin B787 Dreamliner, B787-10. Det skete på en 18 timer lang flyvning, hvor flyruten ’tegnede’ flytypen over USA.

Testturen med de nye Rolls-Royce motorer til B787-10 tog de nævnte 18 timer og passerede 22 af USAs 50 delstater. Da flyruten tegnede Dreamlineren pegede flyets næse med Puget Sound, hjemsted for Boeing Commercial Airplanes, oplyser Boeing.

Boeing 787 Dreamliner kom efter mange forsinkelser i trafik for flyselskaber i 2011 Siden har B787 foreløbig fløjet med over 167 mio. passagerer – og flyselskaber har åbnet mere end 140 nye ruter med flytypen.

Dreamlineren, der delvist er bygget af lettere komposit-materialer, blev bl.a. skabt for at afløse Boeing B767.

Dreamlineren findes i tre versioner. Den første var B787-8, fulgt af den større B787-9 med et seks meter længere flyskrog, der har plads til yderligere ca. 45 passagerer og har en øget rækkevidde på omkring 500 km.

Fra næste år begynder Boeing også leverancerne af den endnu større B787-10 Dreamliner, der udelukkende bygges på samlefabrikken i South Carolina. Boeing har indtil nu 169 bestillinger på B787-10 fra flyselskaber verden over, herunder søsætningskunden Singapore Airlines samt bl.a. japanske All Nippon Airways, British Airways, Etihad Airways, KLM og United Airlines. B787-10 er 5,5 meter længere end B787-9.

Ved udgangen af juni havde Boeing bestillinger på 1.275 Dreamliners, hvoraf de 565 er leveret.

Det er 425 af 787-8, hvoraf de 340 er leveret, 681 B787-9, her er de første 225 leveret, samt 169 B787-10. Leveringerne af dem starter næste år.

Ved udgangen af juni havde Boeing samlet bestillinger på 5.744 passagerfly.