FLYFABRIKKER: Med bestilling på 259 eksemplarer fra fire flyselskaber af sin kommende større Boeing 777X, går Boeing nu i gang med at fremstille verdens største 2-motorede passagerfly.
De tre store flyselskaber ved Den persiske Goulf, Emirates, Etihad Airways og Qatar Airways har sammen med Lufthansa bestilt de 259 eksemplarer af 777X til en officiel værdi af 95 milliarder dollars. Nyheden om de store ordrer kom på det igangværende Dubai Airshow.
Emirates skal have 150 eksemplarer, Etihad Airways 25, Qatar Airways 50 og Lufthansa 34.
B777X er en større version end de eksisterende B777-modeller. B777 er i dag det mest udbredte langrutefly i verden, oplyser Boeing. Den nye B777X-version laves bl.a. af kompositmaterialer for at gøre flyet lettere og dermed mere brændstofbesparende. Det yderste af vingerne på B777X, der bliver længere end de nuværende B777’ere, kan slås op så flyet fylder mindre i lufthavne.
B777X kommer i to versioner, 777-8X og 777-9X. 777-8X skal med plads til ca. 350 passagerer og en imponerende rækkevidde på over 17.000 km. konkurrere med Airbus’ kommende A350-1000, mens 777-9X med plads til over 400 passagerer og en rækkevidde på lige over 15.000 km. ifølge Boeing ikke har nogen direkte konkurrent.
Boeing forventer at begynde bygningen af 777X, der senere får sit egentlige nummer, i 2017 og med de første fly klar til levering fra 2020.