Boeing skruer ned for kæmpefly

Boeing 747-8Svag efterspørgsel på Boeings største fly, den forlængede B747-8, får flyfabrikken til at øge samletiden fra 1,75 fly om måneden til 1,5 fly. Lufthansa er største kunde til Boeing 747-8.

Boeing har i øjeblikket kun bestillinger på 50 af den forlængede B747, der koster lidt over to milliarder kr. Stadig færre flyselskaber flyver med B747 og foretrækker mindre tomotorede fly, der bruger mindre brændstof.

B747-8 er Boeings modsvar på Airbus superjumbo, Airbus 380 – det store Boeing-fly har i snit plads til 467 passagerer. Men foreløbig har Boeing kun fået 107 ordre på B747-8, hvoraf 56 er leveret. Største kunde i passagerversionen er Lufthansa med 19 eksemplarer.

B747-8 findes også i en ren cargoversion – her er de tre største kunder Cargolux fra Luxembourg, Cathay Pacific fra Hong Kong og japanske Nippon Cargo Airlines.

Over de næste 20 år forventer Boeing et marked for meget store fly, VLA – Very Large Aircraft – som B747 og Airbus A380 på 760 eksemplarer til en samlet værdi af 280 milliarder dollars, skriver Reuters.

Boeing vil levere den første B747 med den forhøjede samlehastighed i starten af 2014. Det øgede produktionstempo forventes at fortsætte til 2015 – herefter forventes atter stigende efterspørgsel og dermed mere travlhed på samlefabrikken i Everett nord for Seattle.