Når de nuværende restriktioner udløber i februar, er der forslag om at åbne restaurationsbranchen for gæster med vaccinepas. Tanken afvises af Danmarks Restauranter og Cafeer.
HORESTA foreslog sidste uge, at restaurationsbranchen kan genåbne for gæster, når de nuværende restriktioner udløber den 8. februar. Kravet er, at gæsterne måtte have fået et af de kommende nye vaccinationspas.
Men det er ikke en holdbar løsning, mener foreningen Danmarks Restauranter og Cafeer, DRC, med 1.500 medlemmer. DRC er ifølge egne oplysninger restaurationsbranchens største repræsentant.
Jacob Niebuhr, restauratør i Silkeborg og formand for Danmarks Restauranter og Caféer, siger i en pressemeddelelse fra DRC:
”Lad i stedet branchen få en plan for genåbning på et solidt økonomisk grundlag, med en gennemtænkt plan for hvornår og hvordan. Vi opfordrer regeringen til at forbedre kompensationsordningen og give virksomhederne fuld lønkompensation i det sidste og endelige opløb. Det bør organisationer, myndigheder og beslutningstagere bruge al deres energi på, så vi bedre kan holde hånden under branchen.”
Likviditet er altafgørende
I pressemeddelelsen skriver DRC også: ”I stedet skal man søge at forstå den situation, restaurationsbranchen ufrivilligt er havnet i. Likviditet er lige nu altafgørende, og den vaccinerede del af befolkningen ville udgøre et alt for spinkelt kundegrundlag til at genvinde fodfæstet.”
Vaccinepasset er i udgangspunktet ikke en dårlig idé, medgiver DRC, og tilføjer: ”Med tiden kan det give mening, især til større koncerter, konferencer og festivaler. Men vælger vi at forfølge forslaget om vaccinepas i en stadig sårbar periode, vil vi se mange og uoverskuelige konsekvenser for restauranter, caféer og natteliv.”
Det er ikke de typiske gæster
DRC skriver også i sin pressemeddelelsen: ”En genåbning vil udfordre virksomhederne på forretningsgrundlaget, på økonomien og de ansattes sikkerhed. Branchen vil meget gerne genåbne, men timingen er helt forkert. Lige nu er kun 12 personer fuldt vaccinerede i Danmark. Det er selvsagt et alt for spinkelt grundlag for en genåbning. Lad os åbne, når det er økonomisk og sundhedsfagligt forsvarligt.”
”En tidlig åbning baseret på en meget snæver gruppe af gæster, der er vaccinerede, er simpelthen en dårlig forretning. Vi vaccinerer på nuværende tidspunkt syge, svage og ældre, og det er ikke de typiske gæster i restauranten, natklubben eller på caféen,” siger Sandra Marquardsen, medejer af DiningSix i pressemeddelelsen, og tilføjer:
”Lige nu vaccineres selvfølgelig også sygehuspersonale, plejepersonale med videre, men den gruppe vil alligevel ikke kunne tage familie og venner med på restaurant og café.”
Relaterede artikler:
Vaccinepas skal genåbne turisterhvervet hurtigere