Branchen harmes over Ryanairs arbejdsforhold

SAS vil opfordre Transportministeren til at sikre fair konkurrence- og arbejdsbetingelser efter DR Nyheders afsløring af kabinepersonalets dårlige forhold hos Ryanair.

DR Nyheder har præsenteret en række kontrakter for kabinepersonale hos Ryanair, som blandt andet byder på selvbetalt uddannelse, fyring uden varsel, et års prøvetid og ingen løn under sygdom.

”Det kan et flyselskab som SAS umuligt konkurrere med”, siger SAS-direktør Lars Andersen til dr.dk.

”De vilkår hverken kan eller vil vi byde vores personale. Hvis man skal konkurrere gennem sådanne forhold for medarbejderne er det et politisk problem. Og det er bekymrende, hvilke forretningsmodeller, der vinder fremover, og på hvilket grundlag flyselskaberne skal konkurrere”, siger SAS-direktøren.

SAS mener, at Transportministeren bør gå forrest for at sikre fair konkurrence- og arbejdsvilkår og bakkes op af Michael Svane, direktør i Dansk Luftfart, der er en del af Dansk Industri.