Brev til EUs 27 finansministre

Brevene, der er underskrevet af bestyrelsesformand Michael Frenzel, TUI AG og WTTCs president David Scowsill, minder ministrene om, at turismen er blandt de førende jobskabende brancher i EU med omkring 10 millioner jobs, hvilket er langt mere end bilindustriens 3,2 millioner, minedriftens 3,6 millioner og finanssektorens 8,5 millioner.

 

“På baggrund af turismens høje personaleforbrug og situationen som en af de få sektorer, der kan skabe økonomisk vækst gennem øget beskæftigelse, er det helt fejlagtigt at se branchen som en økonomisk ’malkeko’ og en let måde for landene til at hente lette penge gennem øgede skatter og afgifter”, hedder det i brevet.

 

En ny undersøgelse fra WTTC dokumenterer, at den forkætrede Air Passenger Duty alene koster Storbritannien 4,2 milliarder pund på bruttonationalproduktet og har medført tab af 91.000 jobs.

 

Holland standsede sin flypassagerafgift efter et år, da den medførte en betydelig reduktion i passagertallene. De 300 millioner Euro, der blev betalt u afgift af flypassagererne, blev overgået stort af faldet i antallet af flypassagerer, som valgte alternative lufthavne i nabolandene. Tabet er opgjort til 1,2 milliarder Euro.

 

Den irske rejseskat på 10 Euro pr. person blev reduceret til 3 Euro efter en nedgang på to millioner flypassagerer over tre år.

 

I Tyskland har nedsættelsen af moms på hotelområdet fra 19% til 7% i starten af 2010, da finanskrisen var på sit højeste, givet økonomisk gevinst. Antallet af ledige stillinger i hotelbranchen er steget med gennemsnitligt 20% og antallet af ledige er faldet betydeligt mere end i andre sektorer.

Skrevet af Flemming Juul