Flypassagerer vejer for meget

Myndighederne kræver, at flyselskaberne beregner passagernes vægt med udgangspunkt i forældede data og helt glemmer, at skandinaverne er blevet tungere og tungere. Derfor må fly stadig flere gange lette med en tungere last end den, papirerne lyder på, fordi computersystemet går ud fra, at passagerne er slankere, end de reelt er.

Situationen er problematisk, bl.a. fordi flyet bruger mere brændstof end beregnet, og fordi det kræver længere start- og landingsbaner.
SAS har gennemført kontrolvejninger, som viser, at skandinaviske passagerer gennemsnitligt er mindst tre kg tungere end de standardvægte, som myndighederne kræver anvendt.

Ifølge Tomas Linden, vicepresident for ground operations i SAS, er der ingen eller kun få andre selskaber, som har lavet disse kontrolvejninger.
”Derfor bør myndighederne presse på for at sikre, at de tal, som bliver benyttet, ikke afviger markant fra de faktiske vægte,” forklarer han.

SAS har bedt de skandinaviske sikkerhedsmyndigheder om at gribe ind og presse på for at få ændret standardvægtene.
”Det er ikke flysikkerhedsmæssigt acceptabelt, når der kan opstå differencer på mere end 1.000 kg på en flyvning,” fastslår SAS i en henvendelse til myndighederne.

For snart ti år siden definerede de europæiske sikkerhedsmyndigheder, hvor meget en gennemsnitspassager vejer inklusive håndbagage og overtøj. En mand vejer gennemsnitligt 88 kg med håndbagage og en kvinde 70 kg, fremgår det af tabellerne.
Men de tal er nu forældede, mener SAS, som igen vil gennemføre en kontrolvejning af 20.000 passagerer næste år.
”SAS finder det uacceptabelt, at myndighederne ikke gennemfører nye vejninger af passagerne, så man kan revidere de standardvægte, som nu anvendes, og som viser sig at være så divergerende fra de vægte, som SAS har registreret gennem vejning,” fremgår det af SAS’ henvendelse til myndighederne.

(Morgenavisen Jyllands-Posten, d. 18. oktober, 2007)

Skrevet af