Hård kritik af SAS efter havari

Et SAS-fly havarerede søndag eftermiddag under landingen i Aalborg Lufthavn. Samtlige 69 passagerer og fire besætningsmedlemmer blev reddet ud, og fem passagerer kom lettere til skade.

Ifølge indsatsleder Peter Reinau fra Beredskabscenter Aalborg, var episoden meget tæt på at ende tragisk.
”Vi var meget, meget tæt på en alvorlig katastrofe. Da flyet rammer jorden, knækker det mod højre. Vingen kommer ned og rører jorden, og den bryder straks i brand. Der er meget kraftige flammer, og der udvikles en voldsom røg, men der går kun ganske få sekunder, før vi er i gang med slukningsindsatsen,” siger Peter Reinau og fortæller, at det er ”held”, at ingen er kommet mere til skade.

Det nødlandede propelfly er af typen Dash 8-Q400, og det var samme slags, der sidste år var ved at styrte under en landing i Sverige.
Statens Luftfartsvæsen har konstateret, at SAS igennem flere år og i en lang række tilfælde ikke har overholdt de gældende myndighedskrav.
Kommunikationschef i Statens Luftfartsvæsen, Thorbjørn Ancker, kan ikke udtale sig om ulykken i går. ”Men SAS har gennem de seneste år haft nogle alvorlige smuttere, hvor de ikke har sikret den tekniske vedligeholdelse af forskellige flytyper. Det har betydet, at SAS ikke har levet op til den forventede standard, og at myndighederne nu har blikket stift rettet mod SAS ’s tekniske vedligeholdelsesprogram,” siger han.

(Politiken, d. 10. september, 2007)

Skrevet af