Bagsiden:

På vej fra Hotel Marriott til Parken onsdag aften blev englænderne forsinket i godt en halv snes minutter, men det var dog ikke den egentlige grund til, at kampen mod Danmark kom for sent i gang.



Det skete en onsdag på vej til Parken. De højt gagerede engelske spillere kørte fra Marriott Hotel ved godt 18.tiden, iklædt træningsdragter og parat til opvarmning i Parken før kampen mod Danmark.



Umiddelbart før bussen, der kom fra Blegdamsvej forbi Rigshospitalet, skulle svinge til venstre ad Øster Alle mod Parken gik det hele i stå. En fortvivlet kvindelig bilist måtte se sin bil gå i stå lige midt i krydset. Såvel de mange rød- hvidklædte tilskuere som politi og anden trafik måtte også stoppe – og flere interesserede kom til.



Spillerbussen holdt bomstille, mens de engelske spillere også begyndte at interessere sig for, om fornyet terror var brudt ud. Minutterne sneglede sig af sted, inden den strejkende Volvo blev skubbet til side.



Senere blev kampen fem minutter forsinket i starten, men det skyldes dog ikke den uheldige bilist, men den kendsgerning, at de mange engelske hooligans ikke var kommet på plads. Og man ville ikke løbe nogen risiko for et oprør.



På det tidspunkt var oprøret i krydset forlængst overstået – og indehaveren af direktionsbilen begyndt at overveje om der i betragtning af det fine regnskab tidligere på dagen – skal sendes en ansøgning til SAS i Stockholm om en ny tjenestebil.



Hvem det var: Såmænd SAS direktør i Danmark, Susanne Larsen. “Jeg er frygtelig ked af det,” sagde hun med et smil til de ventende gæster i SAS-loungen i Parken.





Flypassagerer bliver tungere



De amerikanske flyselskaber beordret til at forhøje den anslåede gennemsnitsvægt på flypassagerer når flyets vægt og balance skal udregnes inden afgang.



Federal Aviation Administrations forslag til ændring af hvor meget en gennemsnitlig passager vejer, kom sidste år efter et mindre passagerfly havarerede ved start fra en lufthavn i North Carolina i 2003. Årsagen til ulykken var bl.a. en forkert vægtfordeling.



FAA laver ændringerne, fordi statistik fra de amerikanske sundhedsmyndigheder siger, at gennemsnitsamerikaneren er blevet federe.



I følge de nye regler ansættes kvindelige passager med kabinebagage til at veje 81 kg. om sommeren og 83 kg. om vinteren – en opskrivning på 16 kg.! De to kg. ekstra om vinteren er fordi passagererne bruger kraftigere tøj.



Den gennemsnitlige mandlige passager med håndbagage skal nu sættes til at veje 91 og 93 kg. hhv. sommer og vinter – en opskrivning på kun 7 kg.



Børn mellem 2 og 13 år skal sættes til at veje hhv. 37 og 39 kg. sommer og vinter, skriver Reuters.

Skrevet af