Der er ikke mere nogen tvivl om, at det var menneskelige fejl, der var årsag til at Sea Diamond sank ud for postkortøen Santorini i Det græske Øhav. Både styrmænd og kaptajn er også anholdt, og forleden fandt man den sorte boks, som kan sladre om forløbet.
Nu vil man rekonstruere hændelsen, men der er ingen tvivl om, at det er menneskelige fejl, at et stort krydstogtskib ramler lige ind i et stort undersøisk klippestykke. I et farvand, som burde være velkendt for det græske skib med cypriotisk ejer.
“Det var en menneskelig fejl, men det er 75 procent af alle ulykker til søs,” sagde en repræsentant for rederiet Louise Cruise Lines i går.
1.600 passagerer blev reddet. To franske, en far og datter, savnes fortsat. Det ser ud til, at skibet har sendt 120 tons olie ud i det smukke blå hav.

STANDBY.DK Nyt om rejser

