Svensk SAS-strejke kan blive langvarig

Rampepersonale hos SAS Sverige begyndte her til morgen en varslet nålestiksaktion for at få bedre løn. Konsekvensen er masseaflysninger i SAS’ trafikprogram her fredag formiddag, bl.a. tre afgange til og fra Københavns Lufthavn fra Stockholm og én fra CPH til Gøteborg.



Og meldingen fra SAS-ledelsen er, at rampepersonalet, der bl.a. sørger for at bagage kommer til og fra flyene, kan fortsætte deres aktion til de er blå i hovederne: SAS har ikke råd til lønforhøjelser.



”Transportarbejderforbund har opsat uacceptable krav til SAS, som i 2003 fik sit værste økonomiske resultat nogensinde med et forventet underskud på to milliarder svenske kroner,” meddeler SAS som begrundelse for, at man har sat hælene i. Samtidig siger SAS, at aktionen får SAS-passagerer til at skifte til konkurrerende flyselskaber, idet også SAS’ datterselskaber, finske Blue 1, Braathens, SAS Commuter, Snowflake og Spanair er berørt af konflikten.

Skrevet af