Turister advares mod terrorrisiko i Jordan

Der er en betydelig risiko for terrorhandlinger i Jordan, herunder angreb rettet mod turistmål- og -faciliteter, der besøges af vesterlændinge.



Terrorrisikoen er senest blevet understreget af et terrorangreb mod turister i Ammans midtby den 4. september 2006, hvor seks vestlige turister samt deres guide blev beskudt af en pistolbevæbnet mand. En person blev dræbt. I august 2005 var der et raket-angreb i kystbyen Aqaba, og i november 2005 var der et bombeangreb rettet mod tre hoteller i Amman, hvor 67 personer blev dræbt og over 100 såret.





Situationen på Vestbredden og i Gaza følges med stor opmærksomhed i Jordan, som har et stort palæstinensisk befolkningselement. Rejsende i Jordan opfordres til at holde sig orienteret om udviklingen samt undgå at opholde sig i nærheden af eventuelle demonstrationer og andre spændingsfyldte situationer.



Som følge af den skærpede sikkerhedssituation og risikoen for terror i regionen kan der ved indrejse være skærpet indrejsekontrol. Rejsende der medbringer kontantbeløb som efter sikkerhedsmyndighedernes vurdering anses for at være uforholdsmæssigt store i forhold til rejsens varighed, formål mv. må påregne at sikkerhedsmyndighederne stiller spørgsmål herom. Der er eksempler på, at indrejse er blevet nægtet som følge af store kontantbeløb. Rejsende med oprindelse i regionen bør nøje overveje, om der er forhold i relation til de jordanske myndigheder, som tilsiger, at rejsen ikke bør finde sted, eller at særlig forsigtighed bør udvises.


Skrevet af