Af Ejvind Olesen
FINANSMINISTER Thor Pedersen (V) blev angrebet fra mange sider, da han fastholdt statens ejerandele i Københavns Lufthavn. Og ligeledes, da han forsvarede, at den danske stat ejer 14 procent af SAS, og sammen med Sverige og Norge har halvdelen af det skandinaviske flyselskab. “Hvad skal staten med det. Sælg mens tid er, og prisen er god,” mente mange kritikere. Også fra begge fløje i Folketinget.
Jeg var enig med finansministeren. Mener heller ikke, at SAS skal bringes til at vakle, så længe man optræder i et konkurrence samfund, om end jeg godt ved, at det aldrig kan blive helt neutralt i forhold til private aktører. Låneforhold for eksempel.
Men, nu er jeg begyndt at tvivle. På grund af en meget lille sag. Om prostitution, eller i hvert fald ludders besøg på danske hoteller. Mere eller mindre bestilt af gæsterne. I hellig forargelse bragte B. T. i vinter reportage – undercover you know – om hvordan prostituerede besøgte hotelgæster på de store københavnske hoteller. De små hoteller vidste vi godt om i forvejen.
ØJEBLIKKELIG tog Enhedslisten og Nordisk Råd sagen op, og nu har Enhedslisten foreslået, at Folketinget pålægger regeringen, gennem statens aktieandel i hotelkæden, Rezidor SAS (og Radisson) datterselskab, at arbejde for, at disse hoteller udsteder en garanti om ikke at medvirke til formidling af sexkøb.
Thor Pedersen, der nok har rejst så meget i sit liv og boet på interntionale hoteller rundt om i verden til at vide, hvordan livet foregår, er tilsyneladende enig. Måske skal han på en studierejse ? I hvert fald har han lovet at tale med bestyrelsen i SAS om sagen og opfordre til at, man ser nærmere på sagen. Finansministeren er ifølge B.T. enig i, at det er uacceptabelt, hvis et hotel som statens er medejer af på den måde medvirker til utugt.
HVIS HAN mener det alvorligt, gælder det om for staten i en fart at få solgt alle sine aktier i SAS. Tænk, hvis nogle andre af de 27.000 ansatte i flyselskabet skulle komme til at gøre noget umoralsk, som regeringen kunne blive gjort ansvarlig for.
Ministeren kan gøre det let for sig selv ved at fastslå, at samtlige danske hoteller naturligvis skal overholde landets love, og ifølge dem er rufferi forbudt. Så er den såmænd ikke længere. Derefter må parterne selv finde ud af resten – og total afholdenhed er da også en mulighed !
Hvad mener du? Stem i quick poll.
Tagget med: Danske Hoteller Københavns Lufthavn Rezidor SAS