Kronprins Haakon fortæller om skioplevelser

Den norske kronprins Haakon vil på søndag i Aalborg fortælle om sine egne skioplevelser, når han kl. 15.00 besøger messen, “Norske Oplevelser” i Europahallen. Så alle sejl er sat til, når kronprinsen besøger skimessen arrangeret af Den Kgl. Norske Ambassade i samarbejde med Color Line, samt en række norske skidestinationer.

Skimessen skal være en familiedag med særlig fokus på den kommende skisæson. Kronprins Haakon er i landet, fordi han sammen med far og mor er på officielt festbesøg i Danmark 7. og 8. november for at markere 100-året for Norges selvstændighed. På skimessen giver også skientusiasten Thomas Uhrskov foredrag, hvor han slipper det indre legebarn løs. Han inspirerer til, hvordan man smider sine hæmninger og bliver en bedre skiløber.

Det nyeste udstyr og den rette påklædning bliver præsenteret på modeshows arrangeret af Surf & Ski. Og Aalborg Skiklub har i foyeren sat et par timer af til dem, der ønsker at bytte ski med hinanden. I løbet af dagen vil der blive afholdt en række konkurrencer, hvor man bl a. kan vinde skirejser, norske strikketrøjer fra Dale og billetter til dagens Superliga-kamp i Aalborg mellem AaB og Brøndby på Aalborg Stadion kl. 17.30. I hallen vil der være en udfordrende is klatrevæg, man kan prøve kræfter med, og en snowboard simulator hvor man kan teste sine færdigheder.

Skrevet af