SAS søger ny pressechef

Vi søger Danmarks dygtigste pressechef! Sådan starter en annonce hvor SAS søger ny pressechef.
”Det er branchens mest spændende job bortset fra mit eget, og vi har da også fået rigtigt mange kvalificerede ansøgere. Efter annoncen var lagt på nettet, fik vi i løbet af 5 timer over 500 hit,” siger Anne Bove-Nielsen, kommunikationsdirektør, SAS til Stand By.
”Vi er nu tre i kommunikationsafdelingen, og skal have en mere til den eksterne kommunikation. Vi starter 28. oktober et nyt internt blad, Radar, for SAS Danmarks 3.000 medarbejdere. SAS er Danmarks mest omtalte flyselskab og det vil vi gerne fastholde og udbygge,” siger Anne Bove-Nielsen. ”Når vi skal bruge en mere er det fordi det ærgrer mig, at en masse gode historier om SAS ikke bliver skrevet,” siger Anne Bove-Nielsen.
”SAS er en af Danmarks mest omtalte virksomheder,” lyder stillingsannoncen. ” Vi har gennem mange år haft en åben og sig det som det er pressepolitik. Den linie skal fastholdes og udbygges. Kommunikation er et strategisk fokusområde for SAS Scandinavian Airlines Danmark, og vi søger nu en erfaren pressechef til at varetage pressekontakten i Danmark og til at videreudvikle og implementere SAS pressestrategi. Den ideelle kandidat har mindst 3-5 års erfaring fra en lignende stilling med rådgivning af topledelsen i pressespørgsmål, er velskrivende og har en god analytisk sans. Uddannelsesmæssigt er du enten journalist eller har en anden relevant kommunikationsuddannelse. Du har erfaring med issues management og krisestyring på højeste niveau. Derudover vil erfaring fra en erhvervsredaktion eller PR bureau være en fordel. Vi lægger vægt på en uhøjtidelig omgangstone og et højt fagligt niveau – og sidst men ikke mindst en humoristisk sans, for det skal være sjovt at gå på arbejde!”
Ansøgnigsfristen udløber 24. oktober.

Skrevet af