SAS og Grundfos atter i dialog

Der er varmere følelser i luften mellem SAS og den globale gigant indenfor pumpemaskiner, Grundfos med hovedsæde i midtjyske Bjerringbro.



Grundfos opsagde i sidste uge samarbejdsaftale med SAS som foretrukne rejsepartner, da SAS i oktober nedlagde bonuspoint-ordningen, som sikrede virksomheder retten til de bonuspoint, medarbejderne optjente ved at flyve med SAS.



“Vi har fået lovning fra SAS om, at man nu vil kigge på muligheden for en ny virksomhedsaftale. Det ser vi som en fornuftig reaktion på vores kritik, men det er for tidligt at sige, hvad en ny aftale vil indeholde,” siger Grundfos’ kommunikationsdirektør Kim Nøhr Skibsted til Jyllands-Posten og tilføjer, at SAS givetvis er under stort pres fra flere virksomheder pga. den ændrede bonusordning.



“De fleste danske virksomheder vil gerne holde ved SAS og sikre selskabets fremtid, men det er ikke logisk, at man så vil fratage virksomhederne den gevinst, man kan opnå ved at have faste aftaler med flyselskabet. Derfor ser vi frem til, at man går tilbage til den gamle ordning,” siger Kim Nøhr Skibsted.



SAS ændringer af bonuspoint-ordningen vil formentlig koste pumpegiganten over to mio. kr. om året, og det regnestykke har gjort jyderne vrede.



“SAS har stadig det rutenet, der tjener os bedst, men får vi ikke en ny fornuftig aftale, vil vi stadig overveje alternative flyselskaber,” siger Kim Nøhr Skibsted.

Skrevet af