British Airways fejlede med ca. 15.000 stk. bagage

De britiske aviser og pressebureauer har af gode grunde travlt med at følge udviklingen i den med spænding imødesete premiere på T 5 i London Heathrow, som på det nærmeste skulle føre British Airways ind i en ny æra. Det kommer den måske også til, men starten var alt andet end god.



Flyselskabet har nu erkendt at i hvert fald 15.000 stk. bagage er gået forkert på grund af alvorlige svigt fra teknologien på det 18 km. lange bagagebånd. Det var, hvad man kunne vente med tanke på andre lufthavne og nye bagagesystemer, København inklusive, men netop derfor var der gennemført den ene generalprøve efter den anden.



Der er tilsyneladende mangel på fagkundskab hos personalet, som skal betjene anlægget, når det ikke forløber planmæssigt. Den var også gal med telefoner som ikke virkede, og ifølge aviserne var kun en enkelt af en snes elevatorer i funktion.



Der var stribevis af aflysninger også i weekenden, men fra i dag regner flyselskabet med at komme i nærheden af 90 procent gennemførelsen af programmet.



Financial Times har set lidt på passagerers krav om erstatning for mange timers forsinkelser og aflysninger. Det kan give bøde på mange tusinde kroner til hver enkelt passager.

Skrevet af