Kommentaren/Spidsen

Der findes piloter i dette land, som er glade for at tjene 23.000 kr. om måneden, og der findes luftkaptajner i SAS, som inklusive pensionsbidrag, kommer et pænt stykke op over halvanden millioner kroner på årsbasis. Det sidste på grund af, at pensionsbeløbet de sidste år vokser til det samme som selve lønnen.



Egentligt kunne det være os så ganske ligegyldigt, hvis det ikke var, fordi pilotforeningen i SAS efter opfordringer igen og igen nægter at oplyse om lønningerne, samtidig med at de siger alle påstande i ledere og læserbreve er forkerte. Hver dag dukker et læserbrev op fra en pensioneret SAS-pilot, som benægter, at lønningerne er på det høje niveau, og som nægter, at der stilles krav om bedste hoteller, samt at piloterne i SAS flyver mindre end i de øvrige selskaber.



Der er da heller ikke noget odiøst eller ulovligt i at bo i Frankrig eller Spanien, som mange piloter gør. Det går først galt, når det bliver en af grundene til, at de ikke vil tilhøre SAS Danmark i stedet for Stockholm, fordi Sverige ikke har tilsluttet sig dobbelt beskatningsaftalen som Danmark har.



Naturligvis er det brandærgerligt for den enkeltes økonomi, men det er da bedre end at miste sit job, som mange af dem risikerer at gøre, hvis et pilotforlig ikke snart baner vej for det forlig, som hele SAS-væksten er så afhængig af. I går steg oliepriserne til det højeste nogensinde, og presset på en udgiftssænkning i SAS på alle områder er af fundamental betydning.



Piloter har en lang og dyr uddannelse bag sig, hvis de ikke er så heldige, at militæret betaler. Let op mod 800.000 kr. Derfor er det rimeligt, at de tjener mere end en buschauffør, hvis ansvar og løn de ofte sammenlignes med. Samtidig risikerer de at miste hele uddannelsen, hvis de unge ikke kan få flyvetimer nok til at fastholde deres certifikat.



Det skulle forhandlerne i pilotforeningen tænke lidt over i stedet for at rasle med sabelen, som det sker så sent som i dag i dagbladet Børsen (Vi giver os ikke en tomme).



OK, så fortæl os i hvert fald om de faktiske lønforhold, så vi kan diskutere på samme grundlag af viden. SAS er formentlig for pæn til, som Northwest Airline i sin tid, i store helsides annoncer i detaljer at oplyse piloternes lønninger og fordele.












Skrevet af