Piloter utilfredse med terrorøvelser

Vicepræsident Per Schrøder fra SAS Danmark advarer mod den form for terrorøvelser, som EU’s inspektører bruger. Inspektørerne placerer bombeattrapper i flyene, som personalet derefter skal finde. Angiveligt er det personalets årvågenhed, der skal trænes. Per Schrøder mener, at disse øvelser kan føre til farlige situationer og nødlandinger: ”Glemmer inspektørerne bare én attrap, der så senere opdages af kabinepersonalet, vil det udløse en katastrofealarm og nødlanding i nærmeste lufthavn,” siger Per Schrøder.
Per Schrøder, som er chef for selskabets danske piloter, mener, at det store antal terrorrestriktioner, der er indført efter terrorangrebet i New York i 2001 er ude af proportion med den reelle fare. Han frygter desuden, at sikkerhedsreglerne vil blive skærpet yderligere næste gang, der indtræffer et terrorangreb, hvor et fly er involveret, og dermed gør det endnu mere besværligt for luftfarten, som allerede døjer med lange køer og check-in-tider.
(Jyllands-Posten, 18/5)

Skrevet af