Påskeferien melder sig nu. Foråret er også på vej. Aftenen er lysere, morgenen er det også, selv om der er taget en time af naturens eget valg med Solen i front. Der er brug for et pusterum. Ikke mindst i bureauer og trafikselskaber, hvor de ansatte knokler løs for at holde passagertallet, eller holde på urimelige kunder, som stiller større og større krav og vil betale mindre og mindre for at blive serviceret.
På Take Off har vi også brug for nogle dages hvil. Ikke fordi vi er trætte. Og dog! Lidt trætte af at skrive om tilbagegang, nedskrivninger, krak, fyringer og pessimisme. Hvor gerne vi end ville, kan vi ikke ændre på virkeligheden.
Besøgstallene på takeoff.dk kan vi dog ikke klage over. 6.515 har nu bedt om at få nyhedsmailen hver morgen, og langt de fleste blader videre i buketten af nyheder og kommentarer.
Vi citeres flittigere og flittigere i andre medier. Ikke fordi vi har en særstilling eller gode forbindelser med andre reaktioner, men fordi vi er først med nyhederne fra den vidtfavnende rejsebranche. Det er, hvad der tæller i nyhedsjaget.
Fra Take Off ønsker vi en rigtig god og afslappende påske og på gensyn tirsdag morgen.
-ejv

STANDBY.DK Nyt om rejser

