Aalborg får nyt biludlejningsselskab

”Efter kun halvandet år på det danske marked, sidder Sixt allerede på en pæn markedsandel såvel i som ud af Danmark. Det skyldes bl.a. godt samarbejde med de rejsebureauerne,” siger salgsdirektør i Sixt, Mette Christensen (billedet), til Take Off.



Tyske Sixt åbnede i efteråret i Billund Lufthavn sit første kontor uden for København. Senere i år forventer Sixt også at åbne i Århus, Odense og Silkeborg – og vil fortsætte med at styrke kontakten til rejsebranchen.



Sixt er et af Europas største biludlejningsselskaber – ambitionen er at være Europas største om blot to år. Sixt har bl.a. budt på konkurrenten Europcar, skrev Børsen for nylig.



Sixt har lufthavnskontor i Københavns Lufthavn, dets danske hovedkontor flytter snart fra Englandsvej til erhvervsområdet Kirstinehøj, også i Kastrup – og så har Sixt samarbejde med Hilton, så der kan hentes bil ved det 5-stjernede hotel i Københavns Lufthavn.



Mette Christensen forklarer fremgangen hos Sixt med vækst i markedet, at selskabet har fået firmaaftaler samt komme ind hos erhvervskunder, erhvervsrejsebureauer, turoperatører og ferierejsebureauer, bl.a. specialister på golfrejser.



”Over 70 % af vor omsætning kommer fra rejsebureauerne, som har taget rigtig godt imod os,” siger Mette Christensen.



Sixt har 200 biler i Danmark, tallet forventes at vokse til 350 i år. Ingen af dets biler er over et halvt år gamle.



Chef for Sixt i Aalborg bliver Claus Hagerup Jensen – han kommer fra en lignende stilling ved Europcars Herning-kontor. I Aalborg skal han såvel betjene Sixts nuværende kunder samt opdyrke det nordjyske marked.



HB

Skrevet af