CPH styrker bagage-information

Københavns Lufthavn har taget et nyt informationssystem i brug så ankommende passagerer kan se, hvor længe de skal vente på deres bagage.



”Passagererne har vænnet sig til, at flyselskaberne har forskellige standarder, når det gælder bagageudlevering,” siger underdirektør Merete Rønde, CPH, ”men som lufthavn vil vi gerne informere bedre om dette. Nu er vi som de første i Europa på plads med sådan et system, som vi selv har udviklet.”



Ankomsttiden for bagagen varierer mellem 19 og 31 minutter afhængig af flystørrelse og om det er et charter- eller rutefly. Nedtællingen begynder når flyet parkerer ved gaten. De monitorer, der viser passagererne hvilket bagagebånd, deres bagage kommer på, oplyser nu også tiden inden bagagen kommer på båndet.



CPH FÅR MARKEDSFØRINGSPRIS




Ved en reception i morgen, torsdag, overrækkes HBH’s Markedsføringspris for 2002 på 50.000 DKK til Københavns Lufthavne. Om pengene skal bruges til mere snerydningsudstyr eller gives videre til et godt formål, vides ikke.




Pengene kunne fx. gives til den humanitære hjælpeorganisation ”Læger uden Grænser,” som ved samme lejlighed modtager en donation fra HBH Fonden på 100.000 DKK.



HBH Fondens giver prisen til Københavns Lufthavn ”selvom det i udgangspunktet er op ad bakke at markedsføre en virksomhed som en lufthavn, men CPH har på dygtig vis udnyttet den store eksponering med 18 millioner kunder om året til at få skabt et brand som en virksomhed, der leverer serviceydelser af høj kvalitet, og som tager kunderne alvorligt,” hedder det bl.a. i begrundelsen.



Bag HBH’s Markedsføringspris står grundlæggeren af HBH-koncernen, Henrik Bødtcher-Hansen. Han skabte HBH efter 2. Verdenskrig, og har med markedsføring af sine el-varmepuder, højfjeldssole samt køkken-, sundheds- og hårplejeapparater gjort HBH-navnet landskendt i Danmark.

Skrevet af