Fredagsklummen: Det forsømte forår

Det er strømmet ind med kommentarer til Take Off siden oplysningen om, at personalet i SGS skal spare 317 millioner kroner skal spares, eller arbejdet effektueres tilsvarende, i handlingsselskabet i løbet af de næste atten måneder.



Det var det kompromis, som SAS styret kom frem til efter to indstillinger fra Styregruppen. Det ene blåstemplet af personalet, det andet som angribeligt anbefalede salg, turde eller ville man ikke bruge, for det ville efter al sandsynlighed have medført endnu en ulovlig og måske langvarig strejke.



Nu skal vi så tro, at fagforeningerne godvilligt går med til den ganske alvorlige opstramning, der skal til for at opfylde kravet. Sådan vil det ikke gå efter indsendernes mening. Og jeg er nok enig med dem.



Der vil løbende blive rationaliseret, men når de halvandet år er gået, vil der fortsat mangle det meste. Og til den tid vil Nicholas Fischer og Co. igen bede om udsættelse, “for så skal det nok gå”. Hvis ikke kan han ikke udelukke, at der vil blive tale om endnu en (ulovlig) strejke.



Samme Nicolas Fischer sagde i forgårs til Berlingske Tidende: “Jeg tror faktisk strejke er en uddøende race i SAS, men det tager selvfølgelig tid for en ny tid kultur at modnes.”



Den hørte vi også om på B & W i sin tid, og det endte med at tage livet af værftet. Selv har jeg bitter erfaring fra 141 dages strejke i 1977 på Berlingske Tidende, fordi typograferne havde valgt bladhuset som bastion. Annoncerne bugnede, sidetallet voksede, ikke mindst i søndagsavisen, men hver gang vi gik fire sider op, kostede det otte i ekstra udgifter på grund af typografernes overenskomster.



Da ledelsen endelig efter mange, mange år valgte at sætte hårdt mod hårdt, fik vi en opslidende strejke fra midt i januar til midt i juni.



I dag er der stort set ingen typografer tilbage, men det var også meget tæt på at have kostet bladhuset livet. Havde dansk erhvervsliv ikke trådt hjælpende til ville Danmarks ældste avis ikke have overlevet.



Skulle SAS have valgt samme linie – efter mange, mange års tilløb – ville det have betyder en lang strejke. Måske ikke 141 dage, men i hvert fald en måned eller mere. Det mener bestyrelsen ikke et flyselskab kan holde til.



Spørgsmålet er nu bare: Kan man holde til at lade være. Så længe store grupper af medarbejdere er modarbejdere og ikke medarbejdere, uanset hvilken ledelse der sidder, er udsigterne mørke.



Topledelsen tror på det. Mats Jansson, flyselskabets adm. direktør og vicekoncernchef John Dueholm, der altid har haft et godt tag på fagforeningerne, og chefen for SAS Danmark, Susanne Larsen, før dreven forhandler som personalechef, er ellers en trio, som nok skulle være i stand til at trænge igennem.



Desværre er det heller ikke lykkedes indtil nu. Når de det inden det er for sent? Stem om, hvad du tror i quick poll.

Skrevet af