Roskilde Festivalen er millioner værd for dansk turisme

Roskilde Festivalen er Danmarks største internationale kulturevent. Alene sidste år gæstede over 21.000 udlændinge festivalen.



Gæsterne på Roskilde Festival er højtforbrugende, oplevelseslystne og loyale. Det viser en ny turistøkonomisk analyse, VisitDenmark har udarbejdet i samarbejde med Wonderful Copenhagen, Roskilde Lejre Turistbureau, Østdansk Turisme og Roskilde Festival.



Roskilde Festivals gæster forbruger i snit 4.700 kr. på kun seks dage, og hver anden af de udenlandske festivalgæster besøger også Roskilde og København.



I gennemsnit tilbringer de udenlandske festivalgæster tre ekstra dage i Danmark før eller efter festivalen, hvilket sidste år blev til ca. 100.000 ekstra overnatninger.



Og publikum, frivillige og mediefolk lagde tilsammen næsten 384 mio. kroner i 2008 i direkte turismeomsætning i og uden for festivalområdet. Heraf stod udenlandske festivalgæster for knap en tredjedel.



Festivalen skabte dermed en turismeomsætning svarende til op mod en tredjedel af Roskildes samlede årlige turismeomsætning, i løbet af bare én uge.



Af de 384 mio. kr. blev over halvdelen (ekskl. entré) brugt på festivalområdet, andre 11 procent, eller godt 42 mio. kroner, i Roskilde og København af de mere end hver anden deltager, som tog på udflugt til de to byer under festivalen.





Analysen om Roskilde Festivalen kan downloades fra VisitDenmarks hjemmeside.

Skrevet af