Charmekampagne skal skaffe flere deltagere til kæmpe rejsemesse

U.S. Travel Association – arrangør af den årlige Pow Wow-rejsemesse – promoverer sig denne uge i de nordiske hovedstæder. I går var turen kommet til København med sammenkomst på elegante Axel Hotel Guldsmeden med 35 danske deltagere.

 

Her var budskabet, at Pow Wow – hjemmeside ipw.com – til næste år i Las Vegas vil tiltrække flere nordiske besøgende. Ikke mindst fra MICE-området.

 

Norden er USA’s fjerdestørste ankomstområde i Europa, oplyste direktør for Discover America Danmark, Karin Gert Nielsen.

 

Ved arrangementet blev det også oplyst, at Peter Strandby fra USA’s ambassade i Danmark har forladt posten som repræsentant for turismeerhvervet til fordel for sin kollega, Bjarke Frederiksen. Peter Strandby arbejder fremover delvist for Karin Gert Nielsens firma, Atlantic Link, der har sekretariatet for den danske Discover America-komite.

 

Michael Martin – manager for International Pow Wow og ansat i U.S. Travel Association – oplyser, at tilmelding til næste års Pow Wow inden 8. februar vil koste 795 dollars mod efterfølgende 1.150 dollars.

Skrevet af Henrik Baumgarten