TUI øger brug af mikroplastfiltre og får nye retningslinjer for hoteller i kamp mod rejsebranchens plastforurening. ”Mindre plastforurening gavner lokalsamfund, vores virksomhed og livet i havet.”
Den store tyske rejsekoncern TUI Group styrker sin indsats for at reducere plastforurening i rejsebranchen. Siden 2022 har TUI reduceret plastforbruget i sin egen hotelportefølje med 19 procent pr. gæstedøgn, oplyses det i en pressemeddelelse.
På verdensplan har TUI 450 hoteller og resorts, heraf er de 230 i 12 europæiske lande.
Samtidig udvides indsatsen mod mikroplast – et voksende miljøproblem, der truer havets biodiversitet og menneskers sundhed, lyder det fra TUI.
Rejsegiganten henviser til gode erfaringer fra TUIs krydstogtskibe, hvorefter TUI’s egne hoteller nu udstyres med såkaldte Indikon-filtre fra Cleaner Seas Group. De kan, ifølge TUI, opfange op til 99 procent af de mikrofibre, der frigives under tøjvask. Filtrene forhindrer, at mikroplast ender i havet.
Nye retningslinjer for TUI-hoteller
At undgå engangsplast er fortsat det vigtigste tiltag, oplyses det. Derfor lancerer TUI en opdateret udgave af TUI Hotels & Resorts Plastic Reduction Guidelines.
Retningslinjerne, der bygger videre på erfaringerne fra den første version i 2019, giver hotellerne konkrete råd om, hvordan de kan reducere plastforbruget i alle dele af driften – fra værelser og reception til restauranter, spaområder og børneklubber.
Et nyt pilotprojekt på hotellet Robinson Cabo Verde viser effekten i praksis: her forventes genopfyldningsstationer til vandflasker at spare omkring 300.000 plastflasker om året.
Samtidig har 16 TUI-hoteller i Tyrkiet reduceret forbruget af vandflasker med 34 procent på to år – fra 11,3 millioner i 2022 til 7,4 millioner i 2024 – blandt andet takket være over 300 nye vandrensningsenheder.
Reelle forbedringer
Thomas Ellerbeck, direktør for TUI’s bæredygtighedsindsats, siger i pressemeddelelsen: ”At reducere plastforurening gavner lokalsamfund, vores virksomhed og livet i havet. Med de nye retningslinjer og mikroplastfiltre skaber vi reelle forbedringer.”
Som medlem af FN’s Global Tourism Plastics Initiative har TUI forpligtet sig til at udfase unødvendig plastemballage inden 2030. For at kunne måle fremskridt mere præcist, registrerer TUI nu ikke kun antallet af plastgenstande, men også den estimerede vægt pr. gæstedøgn, lyder meldingen.
Relaterede artikler:
TUI Group får medejer fra Mellemøsten
Dyreværnsorganisation: TUI begår greenwashing
Pakkerejse-Ankenævnet: Manglende vandland hos TUI udløser erstatning

STANDBY.DK Nyt om rejser


