Charterbureauer hjælper strandede gæster

Tusinder af danskere venter på besked fra rejsearrangørerne om, hvornår de kan komme på ferie, lige så mange er strandet på rejsemålene.

 
”Vi arbejder på højtryk for at afbøde generne hurtigst og bedst muligt,” siger den nye formand for brancheorganisationen Rejsearrangører i Danmark (RID), adm. direktør Peder Hornshøj (foto), Bravo Tours.

 

Rejsearrangører har omsorgspligt for strandede feriegæster. Der skal sørges for husly, forplejning og jævnlig information, oplyser RID og tilføjer:

 

Rejsearrangørerne har ikke pligt til at erstatte eventuelt tabt arbejdsfortjeneste til gæster, der får forlænget deres ferierejse, eller andre økonomiske tab og udgifter pga. det lukkede luftrum.

 

RID repræsenterer rejsearrangørerne Spies, Star Tour, Apollo Rejser, Bravo Tours, Atlantis Rejser, Travel Booking/Ung Rejs, Århus Charter, Falk-Lauritsen Rejser, Club La Santa, Krone Golf Tours, Folkeferie.dk og Primo Tours. Altså alle de store danske charterrejsearrangører, undtagen Tyrkiet Eksperten.

 

RID’s medlemmer sendte sidste år 958.000 personer på ferie med fly ud af Danmark og repræsenterer ca. 85 % af samtlige danske charterrejser.

 

Skrevet af Redaktionen