Charterkæmpe på vej mod konkurs

Det Mallorca-baserede charterflyselskab Futura International Airways indstillede alle operationer ved midnat lørdag. Bag beslutningen ligger en afgørelse fra de spanske luftfartsmyndigheder, der har valgt at fjerne flyselskabets licenser til at gennemføre flyvninger.

 

Futura transporterede sidste år ca. 3,7 mio. passagerer med en flåde på 38 Boeing 737 maskiner. Selskabet omsatte sidste år godt 334 mio. Euro, svarende til ca. 2,5 mia. danske kr. I alt 1.500 ansatte mister deres job, hvis selskabet går konkurs.

 

Ifølge spanske medier har Futuras ledelse gennem de seneste måneder forsøgt at finde løsninger, der kunne tilfredsstille selskabets kreditorer, men de økonomiske vanskeligheder har tilsyneladende vist sig for store. Så sent som for 14 dage siden fremlagde ledelsen en plan, der inkluderede en lønnedgang på 1.000 Euro for samtlige ansatte, inklusive piloter, nedlæggelse af 130 stillinger og nedlæggelse af en række charterruter. Men tiltaget kunne ikke bane vej for en redningsaktion.

 

Futura flyver for en lang række charteroperatører, blandt andet TUI. Selskabet har dog ingen aktiviteter i Skandinavien.

 

Ifølge samtlige aviser på Mallorca er omkring 25.000 charterrejsende berørt af stoppet. Blandt de ansatte, der berøres er de 600 bosat på Mallorca.

 

Også det irsk baserede Futura-datterselskab, Futura Gael, har standset sine aktiviteter. Selskabet har 90 ansatte i Dublin. En talsmand ved ikke, hvor mange irske rejsende, der berøres af lukningen.

Skrevet af Christian Peschardt