WEEKENDKLUMME: Af en eller anden grund har charterbranchens organisation, RID, følt, det er nødvendigt med helsiders annoncer med denne ubeskedne overskrift for at drage sammenligning med rutefly. – Paradoksalt nok hylder man rejselederne, netop som nogle af medlemmerne er begyndt at sløjfe dem.
Af Ejvind Olesen
Rør ikke ved vores gode, gamle charterrejse. Den har bestået længe før den fik sin blomstringstid under pastor Krogager og Simon Spies, og den lever fortsat i bedste velgående. Selv i et lidt skuffende år som i år er der over èn mio. gæster fra Danmark med charterfly. Ethvert barn i Danmark har bogstaveligt talt på et eller andet tidspunkt været på charterrejse.
Nu er man så småt begyndt at pille ved de gode gamle, traditioner. Flere og flere printprogrammer forsvinder eller skrumper ind til noget ”hverken det ene eller det andet”. ”Hvad skal vi med dem, vi har jo nettet.”
Senest er der også ved at være et skred mod færre rejseledere. Senest er Apollo gået ud med et drastisk budskab om fyringer og nedlæggelser af kontorer i udlandet. Og så hører man igen den om, at ”der er jo callcentre og nye virtuelle hjælpemidler”. Når man spørger rundt i kredsen af charterarrangører, er det umiddelbare svar: ”Nej, ikke hos os, men det kan godt være, at det snart går samme vej som hos Apollo.
Ikke desto mindre har charterbranchens sammenslutning, RID, netop nu store helsides annoncer i JP om charterrejsens fortræffeligheder. Jeg citerer:
”Det er en decideret skrøne, at dagens charterrejse er at betragte som inferiøre i forhold til de såkaldte ”fleksible individuelle ferierejser med rutefly”, som nogle flyselskaber ynder at putte op på en piedestal, hvor de ikke længere hører hjemme. Vist tilbyder de en vis fleksibilitet med rejsedatoer og destinationer. Men taler vi om indhold, er der ingen, der matcher charterbranchens udbud – ej heller på pris.”
Og om rejseledere:
”Det essentielle er, at alt fungerer på en ferie. En ting er begrænset forråd af spanske og græske ord, men hvor langt kommer du, når lokummet brænder: Knap så langt, som du gør med charterselskabernes rejseledere – de lokale eksperter, der står til rådighed 24 timer i døgnet og syv dage om ugen og sørger for at alt klapper. Et uheldet ude, er det rejselederen, der kan løse dine problemer. En sådan tryghed er yderst sjælden på ”fleksible individuelle ferierejser” (Læser I med i Apollo?).
Der fortsættes: ”Dagens charterferie er så uendelig meget mere end den var for 50 og 60 år siden. Væk er begrebet som flok, bundter og ensretning.”
Tjah, hvad skal man mene om det? Den gode, gamle charterrejse var fremragende i sin tid, og det bedste er ført videre, garneret med noget nyt. Men nu går det den anden vej. Det startede med sløjfning af programmerne (nogle holder heldigvis meget fast endnu), og det kører videre med lokalt ansatte rejseledere, som i fremtiden vil guide på udenlandsk, typisk engelsk hos Apollo (det er der fortsat mange danskere i den ældre generation, som ikke behersker fremmedsprog og bl.a. derfor tager på charterferie). Callcentre i stedet for ”rejseledere som står til rådighed 24 timer i døgnet”.
Men pil bare det hele fra hinanden og begyndt at ligne ”den fleksible individuelle ferierejser med rutefly”, som hele angrebet vel er rettet imod. Men det var vel ikke det, der var meningen?
God weekend.