Cimber Sterlings ledelse vidste intet om fupbilletter

Anders And, Austin Powers-sexbomben Alotta Fagina og Norwegians topchef, Bjørn Kjos, var alle blandt, de adskillige figurerede som købere af billetter på Norwegians første flyvning mellem Karup og København, da turen kostede én krone.

 

Opkøbet af billigbilletterne betød, at kun få passagerer mødte op til en ellers udsolgt afgang på Norwegians afgang fra København til Karup.

 

Men der bliver ikke uddelt fyresedler efter Cimber Sterlings billetstunt. Det fastslog Cimbers bestyrelsesformand, Niels Erik Nielsen, fredag i en fondsbørsmeddelelse efter intern granskning af sagen.

 

"Den afgørende konklusion i undersøgelsen er, at Cimber Sterlings ledelse hverken har købt billetter eller har opfordret medarbejderne til at købe 1-krones billetter til Norwegians ruter," skrev han og tilføjer:

 

"Ifølge pressen har pilene peget mod adm. direktør Jacob Krogsgaard, og det glæder mig, at dette er grundløst."

 

De to medarbejdervalgte medlemmer af bestyrelsen købte 18 billetter. Ifølge Cimbers advokatundersøgelse var der tale om, at ansatte på eget initiativ og opmuntret af hinanden købte Norwegian-billetter.

 

Skrevet af Henrik Baumgarten