For at undgå meget høje temperaturer ved Middelhavet, søger stadig flere turister fra Mellem- og Sydeuropa til Norden. De største trækplastre er natur, kultur og aktiv ferie, siger ny undersøgelse.
De nordiske lande tiltrækker et stigende antal sommerferieturister fra blandt andet resten af Europa og Nordamerika.
De kommer til vores breddegrader for at få køligere temperaturer end ved for eksempel Middelhavet, opleve den nordiske natur og mere bæredygtige måde at feriere på.
Det skriver i hvert fald The Data Appeal Company og Mabrian, der analyserer rejsetendenser blandt turister. Begge ser i deres data stigende efterspørgsel efter sommerferierejser til de nordiske lande, navnlig de norske fjorde er et stort trækplaster.
De solrige middelhavsdestinationer fortsætter med at tiltrække millioner af turister i sommerperioden, men efterspørgslen efter Norden fortsætter med at stige, lyder meldingen.
Blandt de største leverandører af turister til coolcation i Norden er Tyskland, Storbritannien, Frankrig, Spanien og USA, skriver Travel Daily News og henviser til analysen: ”Coolcations and Green Tourism: Five Trends Transforming Northern European Travel”
Norge er mest efterspurgt
Ifølge analysen er efterspørgslen størst for rejser til Norge. Den kommer ikke mindst fra Danmark, Italien, Spanien, Storbritannien og Tyskland.
Analyseinstituttet Mabrian skriver i sin undersøgelse, at turister fra Nordeuropa er blevet mere følsomme overfor ekstrem varme, som den kan opleves i for eksempel Middelhavslandene.
Mabrians marketing- og kommunikationschef, Carlos Cendra, siger i analysen: ”De rejsendes forventninger og motivation for at rejse udvikler sig. Om sommeren søger stadig flere et tilflugtssted fra den ekstreme varme ved at rejse til coolcation-destinationer som de nordiske lande, der også er tiltrækkende med deres bæredygtighed og moderne infrastruktur.
Før var de for eksempel nordiske lande mere et rejsemål i ydresæsonerne eller uden for sommerens højsæson, nu er de blevet mere tiltrækkende med lavere temperaturer, deres udbud af udendørsaktiviteter som hiking, cykling og for eksempel en hytte ved en sø. Dét appellerer ikke kun til par, men også børnefamilier, solorejsende og så videre,” siger Carlos Cendra.
De tre største trækplastre for coolcation-rejser til Norden er natur, kultur og aktiv turisme. Men også wellness- og gastro-turisme tiltrækker udenlandske turister.
Relaterede artikler:
Coolcation: Franske campister flyver til Nordsverige

STANDBY.DK Nyt om rejser


