Mange danskere er forvirrede om deres rejseforsikring dækker, hvis de skulle få corona på ferien og ende i karantæne på feriedestinationen. Det viser ny undersøgelse fra Gouda Rejseforsikring.
Selvom vaccinerne har hjulpet med at holde nogenlunde styr på epidemien i Danmark, er der stadig skarpe tiltag for at holde smitten nede i mange andre lande, og det kan sende danske turister i en alvorlig klemme, hvis de bliver smittet på ferien.
Det skriver Gouda Rejseforsikring i en pressemeddelelse.
I en række lande betyder en positiv corona-prøve nemlig karantæne i det pågældende land, og det kan blive en både dyr og uoverskuelig situation, hvis man ikke er forsikret. Og næsten hver fjerde dansker, 23 procent, er ikke klar over, hvordan deres forsikring virker ved en tvungen corona-karantæne i udlandet, viser i hvert fald ny undersøgelse, som Kantar Gallup har foretaget for Gjensidige og Gouda.
Forskellige rejseforsikringer har varierende dækninger
Dan Kjølhede Laursen, administrerende direktør for Gouda Rejseforsikring, siger i pressemeddelelsen:
”Den store usikkerhed blandt danskerne om deres dækning i tilfælde af smitte på ferien, bør få alle til at tjekke, hvad deres rejseforsikring dækker, inden de tager afsted.”
”Når myndigheder i udlandet sender én i tvungen karantæne, vil det altid være på egen regning, medmindre man har en forsikring. Og det kan betyde udgifter til et længerevarende ophold på hotel, ligesom der vil skulle bookes et nyt fly hjem, når karantænen er overstået. Samlet kan det ende med en stor regning, såfremt man enten ikke har rejseforsikring, eller ikke har tjekket, om forsikringen dækker,” siger Dan Kjølhede Laursen.
De forskellige rejseforsikringer har varierende dækninger, hvis man bliver syg på ferien. Derfor er det ekstra vigtigt at sætte sig ind i, hvordan ens rejseforsikring dækker, oplyser Gouda.
”Det kan ende som en dyr og ubehagelig situation, hvis man bliver smittet på ferien. Og derfor bør man nærlæse sin rejseforsikring, ligesom man ved enhver tvivl bør ringe ind til sit forsikringsselskab og få svar på de ting, man er usikker på,” opfordrer Dan Kjølhede Laursen.
Den aktuelle undersøgelse er foretaget for Gjensidige og Gouda Rejseforsikring i sidste måned blandt 1.066 repræsentativt udvalgte danskere, oplyses det.
Relaterede artikler:
Dansk rejseforsikringsselskab lukker