Tidligere var flyrejser fra Hamburg billigere end fra København, men dette billede er ændret i løbet af 2010, viser den seneste udgave af Dansk Flyprisindex, som udgives af Travlmarket.dk.
Dansk Flyprisindex har siden uge 8/2010 med 4 ugers interval foretaget 14 pristjek på 10 udvalgte interkontinentale destinationer fra lufthavnene i København, Billund og Hamburg. I fem af 14 tilfælde har de oversøiske flybilletter fra København været billigst. Tendensen har også været tydelig; Hamburg Airport var
billigst i 1. halvår af 2010, mens Københavns Lufthavn i 2. halvår af 2010 og på vej ind i 2011 har taget førertrøjen.
Det er især tilgangen af nye ruter fra bl.a. Air Canada til Toronto, Delta Air Lines til JFK, Egyptair til Cairo og Qatar Airways til Doha, der har sikret en øget konkurrencedygtighed fra den danske hovedstadslufthavn. Når
Emirates åbner en ny rute til Dubai fra 1. august, vil denne tendens blive forstærket.
”Selvom de interkontinentale flypriser er steget en smule i løbet af 2010 er det positivt at konstatere, at såvel Billund som København har øget konkurrenceevnen i forhold til Hamburg. Billund har det laveste prisniveau
nogensinde på interkontinentale flybilletter, mens Københavns Lufthavns ruteudvikling har båret frugt til glæde for forbrugerne,” siger adm. direktør Ole Stouby fra Travelmarket.dk.
Gennemsnitprisen for interkontinentale flybilletter med afrejse i uge 8/2011 er 4.772 kroner fra København og 5.090 kroner fra Billund. I gennemsnitprisen indgår billetter til Bangkok, Beijing, Dubai, Johannesburg, Los Angeles, Mexico City, New York, Rio de Janeiro, Sydney og Tokyo.