Cuba åbner for private investeringer i turisme

cubaTURISME: Præsident Raul Castro lancerede i den forløbne uge en omfattende mulighed for privatisering af turismen på en sådan måde, at de statslige turistorganisationer nu gerne må bruge private indkvarteringer og restauranter.

Den kommunistiske ide har fortsat sit tag i Cuba, men nu ser det ud til, at kvaliteten af det, der bydes landets mange turister, får et pift af kvalitet, som snart vil kunne mærkes.

Turisme er den største industri på Cuba med 2,8 mio. årlige besøg og en omsætning på ca. tre mia. dollars. Fra i onsdags blev det tilladt, at landets turistbureauer, som sidder på næsten al turisme, gerne må bruge andet end de statsejede hoteller og restauranter.

Det åbner døren for, at udenlandske turister på officiel vis kan få anvist plads og betaling til ca. 1.700 private restauranter og 5.000 bed & breakfast indkvarteringer af betydelig højere kvalitet end de statsejede.

Det er først og fremmest i Havana, at mulighederne for kvalitet i turismen forbedres betydeligt. Det er Fidel Castros bror, der som ny præsident, vrister turismen fri af den kommunistiske planøkonomi.

Indtil 2010 administrerede staten stort set alt på Cuba, inklusive skopudserne på hotellerne.