Cuba og Israel i Bravo Tours nye program

Peder Hornshøj.

Peder Hornshøj.

CHARTERREJSER: Det jyske bureau starter direkte fly fra både Billund og København i oktober til Cuba og genoptager flyvningerne til Eilat til jul. Den bedste april nogensinde på trods af skolernes lockout.

Når et rejsebureau inviterer til pressemøde på den cubanske restaurant Cubanito i København, behøver man ikke at være Sherlock Holmes for at gætte på årets nyhed i charterbranchen.

Heller ikke i går, da Bravo Tours præsenterede det ny vinterprogram med Cuba som nyt chartermål fra oktober fra både Billund og København. Direkte fly 10 timer med Jet Air. Priside 13.-15.000 kr. all inklusive.

”Det er et rejsemål, vi glæder os til at lancere. Dejlige strande, fine hoteller og Havanna og ferieparadiset Varadero (hvor der flyves til) er en spændende kombination,” siger adm. direktør Peder Hornshøj.

Også Eilat ved Der røde Hav i Israel med direkte charterfly er på programmet igen fra jul, selv om man sidste år måtte pille det ud igen på grund af politiske uroligheder. ”Vi skønner, at der nu er ro, og vi har fået masser af henvendelser. Prismæssigt kan hotellerne godt matche Egypten,” siger han.

På et spørgsmål om det trykte program kommer det kontante svar: ”Vore gæster sætter stor pris på et printet program. Derfor bliver vi ved, ganske vist med lidt færre sider, men vi holder fast. Vore konkurrenter udsender nogle tynde magasiner og lidt mærkværdigheder. Skulle vi være de sidste, bliver vi ved, så længe det er et ønske fra vore kunder.”

Hvem der er størst i charterbranchen fra Danmark interesserer ikke så meget. ”Lad bare de store slås. Vi kommer i år op på 143.000 gæster, eller 12.000 flere end sidste år. Vi har ingen ambitioner om at være størst, vi vil bare være bedst,” slutter Bravo Tours-chefen, som nu har 60 procent af kunderne ud af Jylland og 40 procent fra København.