Cobalt Air og Cyperns turistorganisation havde i denne uge sat danske rejsebureauer i stævne til en præsenation af den nye flyrute til Larnaca.
Fra den 26. marts vil det nyetablerede Cobalt Air flyve hver onsdag og lørdag mellem Larnaca og København.
Cobalt Air har valgt APG Scandinavia, som den danske generalagent, og i denne uge havde APG sammen med Cyprus Tourism Organisation inviteret ansatte i rejsebureauerne til et arrangement, hvor det nye produkt skulle præsenteres.
Det var Guldsmeden Manon les Suites, der dannede de fysiske rammer om arrangementet, og hotellets swimmingpool og det eksotiske område i den ombyggede kontorbygnings central atrium, var med til at skabe den rigtige feriestemning.
De inviterede rejsebureauansatte fik blandt andet at vide, at grunden til Cyperns store popularitet hænger sammen med den geografiske placering, hvilket betyder, at sæsonen kan strækkes længere.
Fornuftigt forsalg
Selvom ruten ikke er startet op endnu, har der været stor forhåndsinteresse.
“Vi har haft et fornuftigt forsalg via allotments og på hjemmesiden, og der tilbydes særlige promotionpriser til 730 kroner plus skat,” fortalte Erik Lindholm, der via APG er salgschef for Cobalt Air i Danmark, til de fremmødte agenter.
Cobalt Air er ikke alene interessant på grund af Cypern. har netop åbnet en rute med tre ugentlige afgange mellem Larnaca og Abu Dhabi, så her kunne der være mulighed for en alternativ rejserute til det stenrige emirat, hvis man ønsker at foretage et stopover på Cypern.
Det nye flyselskab er blevet kåret som Star-Up Airline of The Year ved CAPA’s Aviation Awards for Excellence, og Cobalt Air har også gjort sig bemærket ved at være et af de få ikke-britiske flyselskaber, der flyver til samtlige tre storlufthavne ved London, henholdsvis Heathrow, Gatwick og Stansted.
Relaterede artikler: