Yderligere fire lande – Cypern, Kroatien, det meste af Schweiz og Luxembourg – blev i dag gule i de danske rejsevejledninger. Det samme blev græske destinationer som Kos og Rhodos.
I de danske rejsevejledninger er et land gult (rejs med forsigtighed), når incidenstallet, antal smittede per 100.000 indbyggere, er lavere end 60.
Ved fredagens ugentlige opdatering af de danske rejsevejledninger kom der disse ændringer: Rejsevejledningerne ændres fra orange til gul for Cypern (48,8), Kroatien (43,7), Luxembourg (45,9) Schweiz (47,8) i EU/Schengen, da landene opfylder kriterierne for lav smitte. Tre schweiziske regioner er dog orange på grund af høj smitte. Det gælder Appenzell Innerrhoden, Obwalden og Jura-regionen.
Derudover åbnes der for tre regioner i Grækenland, som ændres fra orange til gul i rejsevejledningerne. Det er Grækenland: Voreio Aigaio (det Nordægæiske hav med blandt andet Chios, Lesbos og Samos), Notio Aigaio (det Sydægæiske hav med blandt andet Kos, Naxos og Rhodos) samt Anatoliki Makedonia Thraki. I sidste uge åbnede rejsevejledningerne også for Peloponnes, halvøen ved det græske fastland, sydvest for Athen.
Betydelige indrejserestriktioner for danske turister
Også inden for EU/Schengenområdet har Finland, Island, Norge, Tjekkiet og Ungarn lave nok smittetal til at kunne blive genåbnet.
Men Udenrigsministeriet fraråder alle ikke-nødvendige rejser til disse lande ”på grund af betydelige indrejserestriktioner over for rejsende fra Danmark selvom landene opfylder kriterierne for lave smittetal,” skriver Udenrigsministeriet i fredagens ugentlige opdatering af de danske rejsevejledninger.
Udenrigsministeriets opdateringer af rejsevejledningerne sker blandt andet på baggrund af de nyeste smittetal fra Statens Serum Institut. SSI får blandt andet sine data fra EU-agenturet ECDC, European Centre for Disease Prevention and Control.
Dagens opdaterede smittetal fra Statens Serum Institut betyder følgende ændringer i rejsevejledningerne, der træder i kraft i morgen, lørdag den 12. juni klokken 16.
Nemmere at rejse på sommerferie
Fra den 26. juni bliver det nemmere at rejse i EU/Schengenområdet. Her træder fase 4 af den gradvise genåbning af rejseaktiviteter i kraft, hvor der overgås til en coronapas-baseret tilgang. Det betyder, at danske turister kan holde ferie i alle EU- og Schengenlande, hvis de er vaccinerede, tidligere smittede eller rejser på en negativ test, og at man kan komme retur til Danmark uden krav om isolation, oplyser Udenrigsministeriet.
Stadig mundbind på fly og i lufthavne
På mandag stopper Danmark med at kræve brug af mundbind i det offentlige rum – med undtagelse af stående passagerer i den offentlige trafik.
Men passagerer på fly til og fra danmark skal indtil videre stadig bruge mundbind, siger Carlos Cebrian til STANDBY.DK – han er produktchef hos Spies, Danmarks største charterrejsebureau. Carlos Cebrian henviser til gældende IATA-regler.
Til STANDBY.DK siger Carlos Cebrian: ”Vi glæder os over åbningerne til Cypern, Kroatien og de græske rejsemål, vi har blandt andet navnlig Rhodos og Kos på programmet. Vi håber også snart, at Kreta kommer så langt ned med deres smittetal, at de bliver genåbnet. Til gengæld har vi udskudt Tyrkiet til nu august, vi tror ikke deres smittetal er lave nok før det.
Vi ser stor efterspørgsel på rejser, også før skolernes sommerferie, i sidste uge havde vi en samlet kabinefaktor ud af Danmark på 96 procent. Vi sender på nuværende tidspunkt otte fly afsted fra Danmark om ugen med i alt cirka 2.000 passagerer, navnlig til Mallorca. Fortsætter de gode tendenser, får vi næsten en normal sommer på Mallorca med cirka 30.000 gæster til udgangen af september. Mallorca har fem af de ugentlige fly fra Danmark, to skal til Gran Canaria og et til Madeira,” siger Carlos Cebrian.
Fra Uge 25 regner Spies med at være oppe på 4.500 ugentlige pladser ud af Danmark, det er når man også begynder at flyve til Grækenland og Cypern.
Foreløbig har vi solgt seks ud af ti pladser i skolernes sommerferie, hvor vi i år udbyder 45.000 pladser – det er cirka 80 procent af et normalt sommerprogram, siger produktchefen.
Mellem den 4. juli og 1. august, skolernes sommerferie, flyver Spies også direkte fra Aalborg Lufthavn til både Mallorca og, forhåbentlig, også Kreta samt til Rhodos. Rhodos bliver ny destination for Spies ud af Aalborg. Fra sidst i juni bliver der også ugentlige fly til Mallorca fra Odense og fra september sågar fra Bornholm.
Her er link til hele dagens pressemeddelelse fra Udenrigsministeriet, klik her.
Relaterede artikler:
Disse 15 lande topper danske turisters ønskeliste