VisitDenmark vil lære dansk turisme bedre værtskab





VisitDenmarks kommende værtskabs-kurser henvender sig dermed til fx frontpersonalet i turistbureauet, personalet hos attraktionerne, hotel- og restaurationspersonale, naturvejledere, taxachauffører, butikspersonale mv.



Camilla Herman-Petersen, udviklingskonsulent i VisitDenmark, siger til Take Off, at VisitDenmark er ved at få udviklet de sidste dele af kursusrækken, ”og en af delene er bl.a. prisen for kurserne, derfor har vi ikke endnu prisen klar for at deltagere i kurserne.”



VisitDenmarks nationale kursusforløb ”Danske Værter” skyldes bl.a. turisternes øgede rejseerfaring. Dermed vokser deres krav og forventninger til den samlede ferieoplevelse.



En god vært kan dog få gæsten til at se igennem fingre med små fejl. Derfor er det gode værtskab et vigtigt konkurrenceparameter inden for dansk og international turisme. Gode værter giver deres gæster gode oplevelser, som gør, at de anbefaler stedet og selv vender tilbage, hedder det fra VisitDenmark.



Visionen er at skabe et kursusforløb, der er nationalt blåstemplet og koordineret af VisitDenmark, og udbudt i samarbejde med VisitDenmarks partnere i hele landet.



”Målet er også at skabe så gode værtskabskurser, at størstedelen af medarbejdere og ledere i dansk turisme anser det for vigtigt og naturligt at gennemføre disse i løbet af de næste 5-10 år. Inden udgangen af 2010 skal ca. 6000 kursusdage være afviklet,” lyder det fra VisitDenmark.



”Det gode værtskab” indeholder seks grundlæggende elementer: At tænke i helheder, at indgå i dialog, at servicere, at tage ansvar, at være betænksom og at besidde viden.



Den kommende kursusrække har allerede haft to pilotprojekter i samarbejde med Ferieregion Sønderborg og Erhvervsakademiet i Randers.

Skrevet af