Rejsebranchens lederklub tilbage i Jylland

Den stiftende generalforsamling blev under ledelse af præsident for Skål København, Bent Hadler (Nordic Incentives), afviklet fredag i forbindelse med feriemessen i Herning.



Den nye klub der bærer navnet, Skål International Jylland, valgte turistchef Michael Andersen, Silkeborg Turistbureau, som sin første præsident.

Den øvrige bestyrelse består af Hanne Mikkelsen (Nordic Tours), Birthe Stengård Frank (Danparcs), Anne-Mette Knattrup (Randers Turistbureau), Dorrit Svane (DSB Rejsebureau) og Ole Petersen (VisitHerning), og har som sin første opgave at skabe nyt liv i klubben for de mange jyske rejsebrancheledere.



Skål International blev stiftet i Paris i 1932 af en gruppe rejsebrancheledere, der efter en studietur til Skandinavien, enedes om at etablere et netværk for gensidig udveksling af ideer og erfaringer.



Allerede i 1934 dannede københavnske branchefolk en tilsvarende klub (klub nr. 12 i verden), og siden i midten af 50’erne kom Jylland til med to klubber.

Desværre tvang vigende medlemstal de jyske klubber til lukning, og siden 1993 har der ikke været en klub i Jylland.



Igennem de sidste år har jyske medlemmer være en del af klubben i København, men den store afstand har været en hindring for deltagelse i de månedlige møder og samværet med de andre kolleger. Det er der nu rådet bod på med etablering af den nye klub.



Skål International er repræsenteret i over 83 lande, med over 850 klubber – der giver de omkring 23.000 medlemmer masser af gode muligheder i netværket.

Skrevet af