København fortsat blandt verdens førende kongresbyer

Med 641 mio. kroner blev 2003 det næstbedste år nogensinde målt i de penge internationale kongresser giver København i omsætning. Og både 2005 og 2006 tegner yderst lovende for København med Bella Center i front.



UIA, Union of International Associations, årlige liste over verdens mest benyttede byer for internationale kongresser,omfatter antallet af kongresser med minimum to overnatninger pr. deltager, flere end 300 deltagere fra mindst fem lande og 40% af deltagerne skal være udlændinge.



Som i 2002 var Paris i fjor med 235 kongresser, Bruxelles, Wien og London foran København, men i fjor strøg Genève med 183, Barcelona med 181 kongresser og Rom forbi den danske hovedstad.



Europas storbyer dominerer UIA-listen. Af de asiatiske storbyer, der tilbyder luksushoteller i en hel anden priskategori, er kun Seoul og Singapore på top 20.



Overalt i verden satser storbyerne stærkt på kongresturister som har det højeste døgnforbrug; i gennemsnit 2.500 DKK.



Og det tegner godt for København i både 2005 og 2006. Alene med de arrangementer, bl.a. en række større medicinske kongresser, som på nuværende tidspunkt ligger fast i kongreskalenderen, får København i 2005 en omsætning på cirka 647 mio. kr. Og mindst lige så flot tegner det for 2006, hvor København er værtsby for en Rotary-kongres med 25.000 deltagere og en diabetes- kongres med et anslået deltagerantal på 10.000.



Også for byens største kongresfacilitet, Bella Center, tegner 2005 lovende. Op mod 30 store kongresser er i ordrebogen, hvilket på kongressiden gør 2005 til det bedste år hidtil for Bella Center.


Skrevet af