Atlantic Airways havareret i Norge

Atlantic Airways blev tirsdag morgen ramt af en tragedie da et af dets fly ikke kunne bremse ved landing i den norske lufthavn og brød i brand.

To gange i september måtte samme fly fra Atlantic Airways på vej fra København til Færøerne søge til Bergen, fordi dets bremsesystemer ikke virkede og det derfor ikke kunne lande på den korte landingsbane på Færøerne. Færøsk radio oplyser, at der ikke er tale om samme fly som havarerede i dag.



Den norske redningscentral har oplyst, at der er fundet fire omkomne inde i flyet – de øvrige 12 om bord er i live. De omkomne er tre passagerer og en stewardesse.



Atlantic Airways har en stor kontrakt om at flyve ansatte fra det norske oliefirma Aker Kværner indenrigs i Norge. Det var en af disse flyvninger det i dag gik så grueligt galt for.

Atlantic Airways har seks fly af typen BAe 146, et firemotoret jetfly.



Flyet kom fra Stavanger da det kørte af landingsbanen i Stord Lufthamn Sørstokken omkring kl. 7.30 i morges.

Årsagen er endnu ikke kendt. Ifølge norske avisers hjemmesider siger øjenvidner, at det virkede som om flyet ikke kunne bremse. Flyet fortsatte ud over landingsbanen og brød i brand på en skråning.

De 16 ombord var fire besætningsmedlemmer og 12 passagerer.

Skrevet af