SAS skærer i vinterafgange til Chicago og Beijing

SAS langruter boomer for tiden med fyldte fly og med plus på driften. Der er blot ikke økonomisk råderum til et eller to fly mere, som der sagtens kunne være brug for, og som indtil nu har betydet, at den planlagte rute til San Francisco er sat på vågeblus.



For at få flyplanen for vintertrafikken til at gå op med 11 langdistancefly af typen Airbus A 330/340, bliver der, efter hvad Take Off erfarer, foretaget følgende ændringer.



En ugentlig afgang fra København til Seattle tages ud fra slutningen af oktober. Det samme sker for afgangene fra Stockholm til Chicago og fra Stockholm til Beijing. Derimod røres ikke ved afgangene fra København til Kina og Chicago.



I første omgang får SAS tre ugentlige afgange fra København til Delhi, men målet er hurtigt at komme op på fem afgange af hensyn til den stærkt voksende businesstrafik på ruten.

-ejv

Skrevet af