Ingen strandsex, tak!



En domstol i Dubai i De Forenede Arabiske Emirater har dømt to briter hver tre måneders fængsel for at have dyrket sex på en offentlig strand i Dubai.



Den 37-årige Michelle Palmer og den 34-årige Vince Acors var ikke i retten, da dommen blev afsagt, men de har begge haft forbud imod at forlade Dubai. Det skriver Ritzau.



Michelle Palmer arbejdede i Dubai, men er nu fyret fra sit job, mens Vince Acors blot var på besøg i Dubai, da de to besluttede sig for at dyrke sex på stranden den 5. juli.

Forinden havde de to kigget dybt i flasken, og domstolen gav dem i øvrigt også hver en bøde på 1.000 dirham – omkring 1.500 kroner – for at være beruset.



Sagen har vakt betydelig opsigt i britisk presse og sat fokus på det liv, briter fører i Dubai.



Der bor omkring 120.000 briter i De Forenede Arabiske Emirater, alene i Dubai bor 100.000, og omkring en million britiske turister besøger hvert år Emiraterne, hvor lovgivningen er baseret på konservativ islam.

Skrevet af