Kommentar: OL drømme uden realistisk baggrund

Af Ejvind Olesen



I eftermiddag starter De Olympiske Lege i Kina. Olympiaden er perioden på fire år mellem legene, hvis man ikke skulle vide det. Om fire år er det Londons tur.



HELT SOM sædvanligt startede så debatten om mulighederne for København som arrangører om en halv snes år. Overborgmester Ritt Bjerregaard, som jeg bestemt ikke altid er enig med, meddelte klogeligt fra Beijing, at det har København eller Danmark ingen mulighed for at klare.



Samtidig svarer hendes allierede borgmester Klaus Bondam hjemme fra Rådhuset “at det skal hun ikke bestemme. Det er en samlet politisk beslutning”. Han fandt det som en spændende ide. Tilsyneladende helt uvidende om, hvad det koster af penge og faciliteter, som København bestemt ikke har – og aldrig får! Med eller uden bompenge.



Endelig dukkede så borgmester Pia Allerslev op. Det er rent faktisk hendes område. Hun synes også det lød spændende, men som venstrekvinde gjorde hun klogelig opmærksom på, at det ikke kun er en opgave for København alene, men sandelig også for den danske stat. Ellers er det udsigtsløst.



Hvordan i alverden skulle det nogensinde kunne lade sig gøre? I flere år har man i København diskuteret en multiarena, foreløbigt uden resultat. Vi kunne få en opera (privat betalt) et skuespilhus (betalt af staten), men vi kan ikke bygge en ordentlig arena til omkring en milliard kr..



Regeringens ministre har været ude med udsagn om, “at sådan noget kan man jo ikke bygge på statens regning i København. Hvad siger de i Odense eller i Århus?” og Flemming Østergaard, som ikke selv var i stand til at fuldføre sine planer om en multiarena, har været ude med udsagn om “at Staten kan jo lige prøve at sætte penge i et konkurrerende byggeri i København.” Hvis det er holdningen er sammenholdet til en sådan kæmpeopgave svær at få øje på.



En multiarena er en brøkdel af udgifterne, som ville blive nødvendige, hvis vi nogensinde skulle arrangere De Olympiske Lege. Heldigvis er det mest de lokale elektroniske medier, der har kørt debatten. Godt det samme. Pladsen bør bruges på noget bedre.



Hvordan synes I selv det går?

Skrevet af