Analytiker tror på SAS-overskud i 2005

SAS præsenterede tirsdag sit regnskab for årets første ni måneder – nettounderskuddet på 1,2 milliarder svenske kroner var dårligere end forventet. Men aktieanalytiker Brian Børsting fra Jyske Bank tror stadig SAS igen kan blive en god forretning.



”Jeg tror det vil lykkes SAS at få et plus på bundlinjen i 2005,” siger han til Ritzau og begrunder sin optimisme med, at SAS er godt undervejs med spareplanen Turnaround 2005, der skal barbere selskabets omkostninger med 14 milliarder kroner. Kombinationen af lavere omkostninger, aftagende prispres og lavere oliepriser vil skabe grobund for en markant indtjeningsfremgang, spår han.



På tirsdagens pressemøde sagde SAS’ koncernchef, Jørgen Lindegaard, at SAS skal fokusere på øget kapacitetsudnyttelse. “Jeg ser intet behov for nye spareprogrammer. Derimod vil vi fokusere på kommercielle- og kapacitetsprogrammer,” sagde Lindegaard ifølge Jyllands-Posten.



“Når Turnaround-programmet er implementeret, skal enhedsomkostningerne i gennemsnit være faldet 30-35%,” sagde SAS’ finansdirektør, Gunilla Berg.



SAS FJERNER 10 FLY

SAS vil sænke kapaciteten 4%, hvilket svarer til ti fly, ved at foretage ændringer i rutenettet og ændre frekvenserne på visse ruter. Resultateffekten er beregnet til 400-500 mio. svenske kroner. “Nu skal vi lægge alle kræfter i at hæve belægningsprocenten,” sagde Gunilla Berg.



MILLIARDOVERSKUD HOS RYANAIR

Det irske lavprisselskab Ryanair, en af SAS’ hårdeste konkurrenter i Europa, præsenterede tirsdag et halvårsregnskab med et overskud på knap 1,5 mia. kr.



Resultatet er 18% bedre end samme tid i fjor. Fremgangen skyldes primært 24% flere passagerer, skriver Ritzau.

Skrevet af