Mindst 19 blev dræbt og 155 kvæstet ved en eksplosion tirsdag på den filippinske ø Mindanao. Første eksplosion ramte den internationale lufthavn i Davao, her blev 18 dræbt og 144 kvæstet. Blandt ofrene er fire amerikanere, hvoraf tre slap med kvæstelser. En time senere dræbte en ny eksplosion én person og kvæstede 11 andre i byen Tagum nær Davao.
Det er anden gang på mindre end to uger, at der er bombeangreb på Mindanao. Her træner amerikanske specialstyrker filippinske soldater i terrorbekæmpelse, og USA udstationerer styrker på øen Jolo, hvor oprørere med tilknytning til al Qaida holder til.
Davao ligger knap 1000 kilometer syd for Manila og er øens største by. Filippinske styrker har i længere tid være i kamp mod muslimske oprørsgrupper, som forsøger at få politisk fodfæste i regionen.