Nye ruter hos Cathay og Virgin

Nu bliver det i princippet muligt at flyve med Cathay Pacific fra London til New York – eller Virgin Atlantic til Sydney. Den engelske regering og Hong Kongs myndigheder har indgået en aftale om såkaldte femte-friheds flyvninger til Virgin Atlantic på ruten London Heathrow-Hong Kong-Sydney samt til Cathay Pacific på en rute fra Hong Kong via London til New York.



Mens Virgin Atlantic ikke er repræsenteret i Danmark, vil det for Cathays salgskontor i København giver mulighed for også at sælge billetter mellem London og New York.



Aftalen indeholder bl.a. også mulighed for de syv flyselskaber, der har trafikrettigheder mellem London og Hong Kong til frit at bestemme, hvor meget kapacitet de vil sætte ind mellem de to byer. Ligeledes kommer der udvidet mulighed for at lave codeshare videre fra hhv. London og Hong Kong. Mens Virgin ikke er med i nogen alliance, er Cathay med i Oneworld.



Virgin Atlantic vil fra næste sommer åbne en rute til Sydney med et to-timers stop i Hong Kong. Virgin bliver dermed det tredje europæiske flyselskab som flyver til Sydney, de to andre er British Airways og Lauda Air. Virgin har allerede eget lavprisselskab i Australien, Virgin Blue, der har cirka 30% af indenrigsmarkedet i Australien. Ligeledes har Virgin flyselskabet Pacific Blue, der fra Australien flyver til bl.a. New Zealand og Fiji.



At Cathay får lov at flyve fra London til USA vækker forbitrelse hos Star Alliance-medlemmet, British Midland, der ikke må flyve til USA fra Heathrow. Den eksisterende aftale mellem USA og England giver pga. engelsk modstand kun to amerikanske, American og United, samt to engelske, British Airways og Virgin, mulighed for at flyve mellem Heathrow og USA.




Skrevet af