Maersk Air “salgsrygter er pladder”

Maersk Air står ikke foran at blive solgt. Spekulationer mandag i et nyhedsbrev afvises meget bastant af Maersk Airs nye bestyrelsesformand, Bent Erik Carlsen, der kommer fra moderselskabet A.P. Møller.



Bent Erik Carlsen siger til Berlingske Tidende: ”Vi har noteret os spekulationerne, og det er noget pladder. Maersk Aircraft er et helejet datterselskab af Maersk Air (og ikke A.P. Møller – Mærsk, som det er refereret forskellige steder, red.), som skal stå for ejerskabet af en del af vores flyflåde med det formål at opnå en klar adskillelse mellem den ordinære drift og køb og salgsaktiviteterne.”



Omtalen i nyhedsbrevet, det samme som for nylig ”solgte” Sterling til den tyske TUI-koncern, kommer tre måneder før en ventet strategiplan for underskudsramte Maersk Air.



Maersk Air har de seneste to år haft et samlet underskud på 638 mio. kr. Og et lignende underskud kan være på vej for indeværende år.




Dermed kan egenkapitalen, inklusive det ekstra indskud i foråret på 300 mio. kr., i store træk være spist op. Og nye kapitalindskud kan være nødvendige.



Netop Maersk Air er et af de absolut dårligste ben i den omfangsrige A.P. Møller-koncern. Den nye adm. dir. for Maersk Air, Finn Øelund, der officielt tiltræder ved årsskiftet, har endnu tre måneder til at skære et strategioplæg til, som ventes færdigt i slutningen af februar 2004. Og dermed i god tid inden regnskabet for 2003 offentliggøres.

Skrevet af